Spring til indhold

Farrisskovens historie

 FARRISSKOVENS SAGA (skrevet med gamle retskrivningsregler)

 Af K. M. Hermansen 

Beliggenhed og Udstrækning.

I gammel tid laa der Syd for Kongeaaen, der dengang hed Skod­­borg Aa, en stor Skov.
Det var Farrisskoven.
I en Længde af Ca. 8 Mil strakte den sig fra Lillebælt tværs over Landet helt ud til Farup i Ribeegn en. Mod Nord begrænsedes den af Hedesletterne ved Kongeaaen, og dens Bredde Syd paa ansloges til henved 1,5 Mil
Der findes mange Vidnesbyrd om denne Skovs vældige Udstræk­ning i gammel Tid. Saaledes er der i Trap: »De sønderjydske Lands­dele« gjort opmærksom paa Afstanden mellem de Kirker, der ligger rundt om det store Skovomraade. Kirkerne blev selvsagt bygget uden for Skoven; derfor er der langt fra Kirke til Kirke gennem Skoven, men kun korte Afstande mellem Kirkerne udenom. En Undtagelse danner Kirkerne i Jels og Ødis, der byggedes paa Rydninger i selve Skov­omraadet, samt den for Ca. 200 Aar siden nedrevne Højrup Kirke. Men selv fra disse Kirker er der langt til Nabokirkerne, saaledes fra Jels til Skodborg 7,3 km, til Vamdrup 9,2 km, til Rødding 9,7 km og til Øster Lindet 6,7 km.

Disse store Strækninger mellem Landsbykirkeme laa i lange Tider hen som uopdyrket Land, opfyldt af Skov.
Ogsaa talrige Navne paa Byer og Markstykker vidner om, at disse Egne i fordums Tid har været skovgroet. Taget Vest fra findes i Omegnen af Ribe Navne som Egebæk, Favrholt (-holt betyder lille Skov), Vesterlund, Kalvslund og Jernved; i østligere Sogne: Ellevang, Elmtved, Skovløkke, Træholm, Tyndskov, Buskeng, Hjortholt, Kobbellund, Skovbjerg, Lindholt, Egehoved, Espensholt, Søn­derkrat osv.
Selve Navnet Farris findes endnu et Par Steder: Farrisgaard og Farrislund, Stationsbyen Farris og en lille Bebyggelse i den sydvest­hge Del af Ødis Sogn af samme Navn. Paa Generalstabens Kort fra 1858 ses ogsaa Navnet Farrisskov som Benævnelse paa det, der nu hedder Jels Skov. Endelig er der Farrisbækken, der har sit udspring i den sydlige Del af Skodborg Sogn, hvorfra den løber Vest paa gen­nem Treen Eng og Langetved By, øst om Hjerting, hvor den bøjer Syd paa for saa i et skarpt Knæk Vest for Rødding at strømme vi­dere Vest paa under Navn af Hjortvad Aa. Den danner paa en Del af sit Løb Grænsen mellem Frøs og Kalvslund Herreder.
Vi vil nu prøve at følge Farrisskovens Historie fra de allerældste Tider og til vore Dage, hvor kun forholdsvis smaa Rester minder om Fortidens Storhed.

Kampen for Tilværelsen.
Skovens Oprindelse maa søges i hine fjerne Tider, da det mægtige Islag, der havde ruget over Danmark i Tusinder af Aar, efterhaanden trak sig tilbage, idet den stigende Temperatur fik den til at smelte. Landet kom til Syne, i øst som store Jordvolde, aflejret af Isen, og længere Vest paa som flade Sletter, dannet af Smeltevandet, der søgte ud til Havet og paa sin Vej aflejrede Grus, Sand og Sten.

Nu viste de første Planter sig. Det var i Begyndelsen lavt Krat, væsentligt bestaaende af Birk, Pil og Hassel. Senere kom Skovfyrren til, og efterhaanden som Varmen steg, erobrede dette Træ Pladsen, og Landet dækkedes af store Fyrreskove.
Den nordligste Del af Sønderjylland hed i gammel Tid Barved eller Barwith Syssel. Dette Navn betyder Naaleskov, og herigennem har vi en Tilkendegivelse af, at Fyrreskoven har holdt Stand helt op i den historiske Tid til Trods for, at den har maattet føre en bitter Kamp for Tilværelsen, da de senere Skovtræer, Eg og Bøg, trængte frem. I denne Kamp har det været en Fordel for Skovfyrren, at der efterhaanden fremkom Lysninger, dækket af Mos og beklædt med Lyng, hvilket hæmmede Løvtræernes Fremtrængen.
Men det er ikke blot Navnet Barwith, der fortæller om denne Fyr­reskov. Mange Stedet har man i Moserne fundet Fyrrestammer, der var saa godt bevaret, at de har kunnet anvendes til Bygningstømmer. I Grønnebæk Mose er der saaledes fundet store Fyrre- og Egestam­mer i temmelig stor Dybde. Disse_Stammer fandtes mærkelig nok opretstaaende og skaaret af i  skulder­­højde, uden at man har kunnet forklare hvorfor. I Jels Troldkær Mose er fundet mange Birkestam­mer. De laa væltede og var brækket af ved Roden.

Gennem Sagn og Fortællinger lever Mindet om store, mørke og uigennemtrængelige Skove. Saaledes fortæller Præsten Knud Aagaard i Agerskov i sin Bog »Fra Tørning Len« om en Skov af Eg, Bøg og Fyr, der omkring 1750 strakte sig Syd og Øst for Fjersted, og at der endnu – i 1815 – ved Spandet skal findes Buske, der stammer fra denne Skov. Sandsynligvis er de i denne Beretning nævnte Fyr Lev­ninger fra Fyrreskovstiden.

De eneste Efterkommere, der endnu findes af den gamle Fyrreskov, er Skovfyrrene i Gram Slotspark. De menes at være frembragt ca. 1750 af  Frø fra Egnens Fyrreskove.
Men Fyrren fandt alligevel sin Overmand i Egen, der efterhaanden trængte sig frem, begunstiget af det varmere Klima. Hvert Skovtræ stiller jo nemlig sine Krav til Tilværelsen. Egen kunde trives baade paa den frugtbare Lerjord og paa Rullestenssandet i Midtlandet, men den ynder en frisk og fugtig Jordbund, hvorfor Underskov er nødvendig. En saadan findes da ogsaa, hvor der er Egeskove og be­staar navnlig af Hassel og Hvidtjørn; disse Egens Undersaatter gjorde ogsaa Nytte ved at forhindre Vinden i at bortføre Egeløvet og saa­ledes gøre Jorden fast og moragtig.

De gamle Egeskove kunde fremvise adskillige Kæmper, om hvis Tilstedeværelse der endnu gaar Frasagn. Omkring 1770 fældedes saa­ledes »Farriskongen«  og  »Farrisdronningen«, et Par mægtige Egetræ­er, der har staaet i det sydvestlige Hjørne af Ødis Sogn. Jægermester Krog, der var Bestyrer for de nordslesvigske Statsskove, fandt Stub-bene i 1773, omgivet af Lyng. I en Folkevise staar der:
De store Ege i Skoven staar,
naar de udi Storm nedfalde,
da slaa de neder baade Hassel og Birk
og andre smaa Ymper med alle.

Det er et smukt poetisk Billede af Egeskoven og dens uundværlige Følgesvende.
De store Kæmper blandt Skovtræerne har spillet en mægtig Rolle i Folks Fantasi, og mange Fortællinger om dem har holdt sig op gen­nem Tiderne. Her er en Fortælling fra de vestlige Egne af Skoven:
Mellem Byerne Fjersted og Høm ligger Hedefladen Sønderskov, der før i Tiden var bevokset med Skov. En stor Eg stod midt i He­den, netop paa Skellet mellem de to Byer. Saa opstod der en Strid om, hvem af de to Byer den tilhørte. Man enedes endelig om, at hver By skulde stille med 4 af de stærkeste Mænd for at fælde Egen. De fire fra Fjersted stod paa den østlige Side, og de fra Høm paa den vestlige Side af Egen. Man begyndte nu samtidig med Fældningen. Da endelig Egen faldt mod Øst, var Striden afgjort til Fordel for Fjer­sted. Til Erindring blev af Træet forfærdiget et Bord, som Forældre gerne viser deres Børn, og samtidig fortæller de dem, hvor stærke Mænd deres Forfædre havde været, og hvilken Ære de havde bragt Byen. (Efter Müllenhoff).

Men Kampen gik videre paa Liv og Død mellem Skovtræerne. Egen fik to Fjender: Bøgen og Mennesket. Kampen mellem Eg og Bøg fore gaar saaledes, at Bøgeopvæksten med Forkærlighed søger hen under Egene, hvor de finder baade Lys og Læ for Vinden; de skyder lang Skud, og efter Ca. 20 Aars Forløb begynder de paa Grund af det tidlige Løvspring at skygge for Egen. Det kan Egen, der er et udpræ­get Lystræ, ikke taale; de nederste Grene begynder efterhaanden at gaa ud, og den skyder nu til Vejrs, hvor den maa nøjes med en mindre Krone højt oppe; men den er dødsdømt og fører herefter kun en hensygnende Tilværelse, medens den unge Bøg udvikler sig videre paa Egens Bekostning. Endnu en Tid strækker den gamle Eg sine krogede Grene ligesom bønfaldende ud mod den sejrssikre Mod­stander.

Klimaet, der efterhaanden er blevet køligere, var ogsaa gunstigt for Bøgen, men til Skade for Egen, og endelig traadte Mennesket ind i Kampen og øvede Indflydelse paa Trævæksten.
Med de nye Redskaber huggede Jernalderens Mennesker løs paa Egene og ryddede store Strækninger for det begyndende Agerbrug.
Saaledes er Kampen ført gennem Tiderne, og Skoven har skiftet Karakter og Udseende, men langt ind i Middelalderen laa den stadig som et uigennemtrængeligt Øde og en uovervindelig Hindring for Færdselen, et Vildnis af Fyr, Eg og Bøg, af Hassel, Birk, Hvidtjørn og Kristtjørn; en Urskov i Ordets egentlige Betydning har den Kæm­peskov været. Ja, saa tæt var den – fortælles det – at en Rytter en Sommerdag ved Middagstid kunde ride i Skygge fra Rødding til Kalvslund Birke, og et Egern kunde tilbagelægge hele Vejen fra Lil­lebælt til Kalvslund uden at komme paa Jorden. Ned gennem Slæg­terne har Mindet levet om den store Farrisskov.

Skovens Dyreverden.
Den gamle Skov var et herligt Fristed for Dyrene, og mange Dyrearter, som vi nu kun kender fra andre Lande, havde deres Tilhold her.

Af Fugle nævnes saaledes ikke blot Høg og Glente, men ogsaa Kongeørnen, der indtil for 60-70 Aar siden fandtes i Højrupgaards Skov, Ravnen, der nu er en sjælden Fugl, lod sine hæse Skrig høre, ja der skal endog være fundet sorte Storke, og meget tyder paa, at ogsaa den højnordiske Fugl, Tjuren, levede her, i hvert Fald til om­kring 1720.

Af Pattedyr var der selvfølgelig en Mængde Ræve og Maarer, men ogsaa sjældnere Dyr. I 1689 meddelte Præsten i Rødding, at en Los var blevet nedlagt under en Jagt i Langetved. Masser af Vildsvin ro­dede i Skovbunden efter Olden, og de søgte ud over Skovgrænsen ind paa Bøndernes Marker, hvor man saa dem i Kornet Gang paa Gang, ja en gammel Kone, der omkring 1850 døde i Skodborg, kunde fra sin Barndom i 1750-60erne mindes Vildsvineflokke i Halvhundred­vis paa Markerne ved Skodborg. Bønderne maatte nøjes med at se til, naar disse Bæster ødelagde Sæden, de havde ingen Ret til at skyde dem.

Men det var dog særlig Ulvene, der var Beboernes Skræk. I stren­ge Vintre lød deres Tuden ildevarslende fra Skoven, der med sin tætte Underskov afgav et ypperligt Skjul for dem. Naar Sulten plagede dem, søgte de i Flokkevis ud af Tykningen, huserede paa Markerne og gjorde Vejene usikre. Naar de var mange, gik de over til Angreb og ihjelrev Føl, Kræ, Svin og Lam. I Vinteren 1763 gik de endogsaa løs paa de Vejfarende – fortælles der – og man dræbte dem i Vaaben­husene ved Landsbykirkerne, ja inde paa Gaderne i Kolding.

En Boelsmand skrev i sin Dagbog, at disse Dyr skulde være kom­met ind i Landet med Polakkerne 1660. De skulde have brugt dem til at jage Svenskerne ud. At der fulgte Ulve i Krigens Spor er rimeligt nok, men de har sikkert været i Landet i Aarhundreder før den Tid.
Der fortælles om et Ægtepar fra Spandet, som havde været til Bar­selgilde i Gaansager, at de paa Hjemvejen blev angrebet af Ulve, der kom saa nær, at de sprang over Hammelstokken og vilde op i Vognen til dem.
Det var dengang ikke saa sjældent at se fangne Ulve hænge i Træ­erne til Skræk og Advarsel for ligesindede, ja en Mand, der dengang rejste gennem Jylland, fortæller, at han ofte saa Ulve hænge i Gal­ger som Tyve, iført gammelt Tøj, og der blev de saa hængende, til de tørre Knogler drattede ned.
Omsider greb Regeringen ind, og der blev udsat Præmier for at dræbe Ulvene, fire Rigsdaler for en voksen Ulv og en Daler for en Unge. Da dette heller ikke hjalp stort, begyndte man i Christian den Femtes Tid at holde Klapjagter paa de glubende Dyr.
Folk fra hele Nordslesvig skulde møde op. Der siges, at henved 4000 Mand var forpligtet dertil. Disse Jagter gav dog ikke det øn­skede Resultat, hvilket navnlig skyldtes, at Jagtbetjentene tillod sig at behandle Sønderjyderne som om de var sjællandske vornede, de sparede hverken paa Skældsord eller Pisk. Det vilde de sønderjydske Bønderkarle ikke finde sig i, de klagede til Jægermesteren og truede med at blive hjemme, og da det ikke hjalp, gjorde de Alvor af deres Trusel og udeblev.
Aar efter Aar kom der Tilsigelser til Jagten med Trusel om Bøde­straf, hvis man udeblev, men det hjalp ikke. I Tiden mellem 1739 og 1759 udstedtes hele 4 Forordninger fra Regeringen angaaende Ul­vejagten i Farrisskov, men de mødtes alle med passiv Modstand. Forordningen af 1759 var den strengeste; heri blev det paalagt hver Ejen­dom med Hartkorn at afgive »en jagtbar Karl med Vaaben «.
Sogne­fogderne skulde møde og aflevere deres Folk samt føre Tilsyn med dem fra »Dagens Anbrækning til dens Undergang «. Men morsomt var det nu ikke for de tapre Jægere. Mødestedet var Langetved, og mange havde lang Vej at gaa, Folk fra Tønder og Højeregnen hele 8 Mil, dvs. to Dages Vej hen og hjem, og saa maatte de endda slæbe Fødevarer med sig. Der var heller ikke Udsigt til Natteleje, og da det tilmed var midt om Vinteren, kan man forstaa, at det ikke var nogen eftertragtet Bestilling. Bønderne udeblev da ogsaa i stort Tal, og da de i 1776 blev mulkterede, undskyldte de sig med, at de ikke havde hørt Klage blandt Folk over Ulvene.
Paa den Tid var Jægermester F. F. von Krogh Jægermester over Haderslev Amt. Han fortæller, at da han tiltraadte Embedet, var der endnu mange Ulve, navnlig i den vestlige Del af Amtet. Han oply­ser, at han fandt et stort Antal Jagtnet og Fælder til Brug ved deres Udryddelse, og at man i Aaret 1778 skød 12 store Ulve og uskadeliggjorde deres Unger. »En gammel Hunulv, som nylig havde faaet Hvalpe, indhentede og skød jeg ved hurtigt Ridt paa Hyrup Hede i Bevtoft Sogn; efter dette Aar har man ikke set til Ulve paa dette Sted,« slutter han sin Beretning.

Hermed blev saa de store Jagter indstillet, man havde efterhaanden faaet Ram paa Udyrene, og dette Kapitel af Farrisskovens Saga var endt. Men Mindet om Ulveplagen lever endnu rundt i Sognene, ikke blot i Form af Sagn, men ogsaa i en Mængde Stednavne rundt om. Her er ét lille Udpluk. I Skodborg Sogn findes følgende Navne paa Jordstykker: Ulvegalge, Ulvegraveng, Ulveløkke, Ulvestrog (Navnet paa den gamle Kirkesti). I Langetved: Ulvemose, i Jels: Ulvehoved,

i Østetlindet: Ulvegalge, i Røjbøl: Ulveeng, i Møjbøl: Ulvholm, i Skrydstrup: Uldal,   Spandet: Ulvebæk,   Ødis: Ulvegrav Mark,  Step­ping: Ulhøj Ager,   Rødding: Ulvegalge, Ulvskær,   Fole:  Ulvekrog osv.

 Den ældste Bebyggelse.
Vore Forfædre i Oldtiden var bange for Skoven. Det var ikke alene de blodtørstige vilde Dyr, som færdedes her, der indjog dem denne Skræk, men de havde tillige den Tro, at i Skoven havde overnaturlige Magter til Huse, og forgreb man sig paa deres Ejendom, saa vilde man blive udsat for disse Magters Vrede og Hævn. Derfor holdt man sig i ærbødig Afstand fra Skoven, og ingen turde efter Mørkets Frernbrud betræde dens Enemærker. I Overensstemmelse hermed bo­satte man sig mellem det aabne Land og Skoven.
Et tydeligt Bevis herpaa har man i Placeringen af de mange Grav-høje, der findes umiddelbart Syd for Kongeaaen. I Skodborg Sogns nordvestlige Hjørne ligger Ca. 30 Høje, der staar i Forbindelse med de Ca. 50 Høje i Skrave Sogn. Gaar man videre Vest paa i Lintrup Sogn, ses atter en Mængde Høje langs Kongeaadalen; i hele Sognet er der ikke mindre end 150 Stykker. Ved Skærbæk Mølle i den syd­lige Del af Sognet findes en ca. 100 Meter lang Langdysse, en saadan er ogsaa funden ved Skrave Kirke.
Disse Sognes sydlige Del, det store Skovomraade, er derimod gan­ske blottet for Gravhøje, hvorimod der i Øster Lindet, Jels, Oksen-vad, Sommersted og Jægerup findes en Del Høje, men her i den syd­lige Del; navnlig ses en stor Højsamling i Stursbøl Hegn. Sognene Stepping, Frørup og Ødis er ganske bloftet for Høje. Heller ikke Rødding har mange at fremvise, men Fole og navnlig Hygum er rig paa Oldtidsmindesmærker. Her findes saaledes Øst for Harreby en af Sønderjyllands største Høje, der bærer Navnet Valdemarshøjen, og en anden Nord for Fæsted, kaldet Stavsehøj. Disse Minder fra Bron­zealderen vidner om, at Skoven her har været forsvundet i mangfoldige Aar.
Fra disse ældgamle Bopladser Nord, Syd og Vest for Skoven ryk­kede man efterhaanden ind paa Livet af denne for at skaffe sig Byg­ningstømmer og jord til Agerbrug. Ved Hjælp af Ilden og Øksen faldt Stammerne, og Skoven tyndedes langsomt ud.
Efterhaanden voksede smaa Nybygder op i Ryddene. Rødding er en af dem. Navnet kommer af det gammeldanske ruth, der betyder Rydning. Denne og andre Landsbyer stod kun ved Ridestier, der var afmærket med oprejste Sten, i Forbindelse med Omverdenen. Men den store Skov vedblev dog langt op i Tiden at være en uovervindelig Hindring for Færdselen.

Hærvejen.
Den ældste virkelige Færdselsaare var vel den gamle Hærvej, eller Oksevejen, som den kaldtes. Den passerede Skodborg Aa ved det kongelige Slot Skodborghus, og brød frem Syd paa gennem nogle Rydninger i Farrisskoven, gik derpaa over Jels og Oksenvad videre i sydøstlig Retning. Dens Udgangspunkt mod Nord var Viborg, og Endemaalet Syd paa Slesvig.

Paa denne Vej var der i den ældste Tid livlig Færdsel. Her saa man Studedriverne med deres store Flokke af Kvæg, der skulde til de kendte Handelspladser i Syden, Husum og Hamborg. Her trængte kæmpende Hære sig frem til de gamle Valpladser i Syd eller Nord, og her færdedes fredelige Pilgrimme paa Vej til det hellige Land. De var slet ikke saa glade~ for at skulle passere den store Skov, hvor Ugerningsmænd og vilde Dyr gjorde Færden usikker.
Men ved Slutningen af Middelalderen mistede den gamle Vej efterhaanden sin Betydning, idet de nye og opblomstrende Handels-byer, Ribe og Kolding, der var forbundet ved en Tværvej, trak Færd­selen til sig. Færdslen Nord fra ad Hærvejen bøjede nu ved Asbo mod Vest over Foldingbro til Ribe, og fra Jelling mod Øst ad Kolding til. Da Passagen saa ved Foldingbro i 1570 aabnedes for Udførsel af Heste og Hornkvæg, medens der ved Skodborghus krævedes Told af disse Dyr, saa forfaldt efterhaanden hele Strækningen gennem Sko­ven fra Skodborghus til Oksenvad, indtil den 200 Aar senere, i1776, atter aabnedes for Færdsel som en af de nye »mindre alfare Veje«.

Medens Skodborghus Slot laa som en Vogter ved Vejen Nord for Skoven, anlagdes der Syd for denne en Borg ved Jels Sø. I Kong Valdemars Jordebog 1231 kaldes den Jarlsæ og opføres med en Af­gift af 3 Mark Guld til Kongen. Det har, som Ordet antyder, været et Jarlesæde (Efterleddet -sæ betyder efter Bogen »Sønderjyske Sted­navne« Sø). Den gamle Borg, der laa, hvor endnu »Jels Voldsted« findes som et storslaaet Minde, havde en udmærket Beliggenhed ved Søen, og man kunde herfra holde øje med, hvad der foregik paa Hærvejen.

Efterhaanden aabnede der sig en bred Lysning langs Vejen fra Skodborg til Jels, og hvor Øksen havde begyndt, kunde Stormen rigtig faa Magt til sit ødelæggende Arbejde. Mange Træer væltede, særlig Naaletræer, og hvor de havde staaet, fremkom en lille For­dybning i Jorden med en Jordvold ved den ene Side,
»Skovvælt« kaldte man dem. Hele den Del af Skoven, der laa Vest for Vejen, stod nu for Fald. Den var jo ogsaa mest udsat for Vestenstormens Magt og havde heller ikke saa god en Grobund.

Det meste af Skoven i Egnen mellem Skodborg og Lintrup maa sandsynligvis være forsvundet ret tidligt. Kun forkrøblede Rester mindede her om Fortidens mægtige Skov.

Bebyggelsen fortsættes.
I Aarene 1000 til 1200 opstod de saakaldte Torpbyer, dvs. Udflytter­byer. En Mand, efter hvem Byen ofte fik Navn, besluttede at flytte ud fra den gamle Landsby og blev Grundlægger af en ny. Den Slags Byer er der ca. 2000 af spredt over hele Landet. Deres Navne ender paa -rup, -strup, -drup, -trup, og de, der anlagdes i Farrisskovens Omraade, menes at være nogle af Sønderjyllands yngste Torper. Vi nævner nogle af dem: Brendstrup, Brøstrup, Gastrup, Stenderup, Terp, Bastrup, Skudstrup, Sottrup, Højrup, Tabdrup, Bramdrup, Drenderup osv.

Flere af dem ligger tæt sammen og tyder paa et samlet Indhug
i Skoven. Det samme gælder Møjbøl, Stursbøl, Røjbøl og Barsbøl. Endelsen -bøl er dannet af Ordet Bol eller Bosted. Disse Byer er særlig almindelige i Sønderjylland, de opstod omtrent samtidig med Torpbyerne eller snarere lidt senere.

Men den ældste Bebyggelse havde dog langtfra faaet Bugt med hele den mægtige Skov. Vidtstrakte Rester stod endnu tilbage gennem flere Aarhundreder. Egnen fra Langetved-Skodborg og Øst paa over Ødis og Højrup til Stepping, var Storskov til omkring 1700 og ved­blev endnu i ca. 100 Aar derefter at være uden synderlig Bebyggelse.

Rundt om Skoven var der i Middelalderen blevet bygget store Herregaarde, Østerbygaard, Drenderup, Fovslet, Tovskov, Brendøre, Taagerup m. fl. De ejedes af holstenske Adelsslægter, der efterhaanden havde Jorden i Besiddelse. I 1580 skete imidlertid en Ændring i dette Forhold, idet Frederik den Anden udkøbte disse adelsslægter og omdannede Gaardene til kgl. Forpagtergaarde, de omboende Bønder blev saaledes kongelige Fæstebønder. Dette var dog ikke til Skade for Skoven, tværtimod havde Kongen til Hensigt at skabe et stort afrundet Jagtomraade, hvor han rigtig kunde faa Afløb for sin Jagt­lyst. I de følgende Tider genlød de store Skove af Jægerhorn og Hun­deglam, naar de kongelige Jagter gik ind. Fæstebønderne blev ved saa­danne Lejligheder tilsagt til at sætte Snarer og Net for Vildtet, men de var sikkert ikke med, naar de høje Herskaber efter en saadan Dag samledes til et muntert Jagtgilde paa det kongelige Slot, Skodborghus.
Naar Kongen fór mod Sønder
paa Jagt ved Kongeaa,
med Skodborg-Vejen Bønder
han fældte Hjort og Raa.
Men se, naar Jagten endte,
man fik en dygtig Rus,
man alle fakler tændte
til Fest paa Skodborghus.         (S. Alkjærsig)

Det 17. Aarhundrede blev en ulykkelig Tid for Sønderjylland som for hele Danmark. Men Landet Sønden Aa mærkede det dog mest. Gang paa Gang kom fjendtlige Krigshære Syd fra og oversvømmede Landsdelen, først Wallenstein i 1625, dernæst Torstenson l645 og Karl Gustav 1658, og endelig Polakkerne, der ellers skulde være vore Forbundsfæller. Fælles for dem alle var Hærgen og Plyndringer, Mord og Ugerninger. I særlig Grad gik det ud over dem, der boede ved Alfarvej, og man søgte ofte Skjul i Skovene. Farrisskovens Tykninger maa have været udmærket egnet til dette Formaal. Elise Bredsdorf har fortalt om en Familie fra Dalby, der paa Flugt for Polakkerne søgte ud i Skoven, hvor de boede i en Hule, indtil Faren var drevet over. Saadanne Hændelser var sikkert almindelige.

Men ogsaa for selve Skoven var det en ulykkelig Tid. Store Stræk ninger fældedes eller blev afbrændt af Fjenden, dels af Lyst til at ødelægge, dels for at sikre sig mod Anfald af den Tids Frihedskæm­pere, der gjorde Fjenden al den Fortræd, de kunde. Mange mistede Livet. Saaledes fortælles om Præsterne i Skodborg og Rødding, Jørgen Tørning og Anders Pedersen, at de blev »ihjelslagen af de umenneskelige Polakker i Skoven ved Tornumgaard«. 

Skoven ødelægges.
Paa mange Omraader var denne Periode en ond Tid for Skoven. Ikke blot Fjenden, men ogsaa den hjemmehørende Befolkning gjorde sit til at fuldbyrde Ødelæggelsen.
Man ryddede ikke længere for at faa mere Jord under Plov; fra Valdemarstiden til omkring 1700 udvidedes Landbrugsomraadet ikke, man var saa at sige gaaet i Staa i den Henseende. Men man huggede løs uden at bryde sig om at plante nyt til Erstatning. Det fældede Træ brugtes i og for sig til nyttige Formaal. Saaledes Slugte ildstederne en Masse Brænde, og meget brugtes til at bygge Huse  af. I den store Skovegn byggedes de saakaldte Bulhuse, der helt igennem var af Træ, idet store Egestammer blev savet igennem ved Haandkraft paa langs og anvendt som Vægge, afstivet med lodrette Stolper. Flere Steder findes endnu Rester af saadanne Huse. Paa Langager i Skod­borg Sogn ligger Rester af en Bullade, der bærer Aarstallet 1630, men i det store og hele er de forsvundet.

Rundt om Markerne brugtes Risgærder, og hertil anvendtes særlig unge Træer. At dette var i høj Grad skadeligt, er let at forstaa, Skoven blev paa den Maade skilt ved sit »unge Mandskab«.

En Del blev anvendt i Hjemmeindustrien; der lavedes Redskaber til Landbruget, Vognkæppe, Rive- og Skovleskafter osv. og Træsko.
Træskomageriet dreves af mange, der havde dette Haandværk som Bierhverv til det lille Landbrug.

Endelig forsvandt en Mængde Træ i Kulmilerne. De anlagdes i Skovens Udkant, idet man gravede Fordybninger i Jorden, hvor Træ-stykkerne stabledes op som en Kartoffelmile i stort Format. Naar den saa var dækket til med Jord, tændtes der Ild i Træet, men man maatte holde Vagt Dag og Nat, for at ikke Ilden skulde slaa, ud og fortære Brændet. Naar dette var forkullet, sank Milen sammen, og Trækullet pilledes ud, læssedes paa Vogne, der bragte det til Haders­lev eller Ribe.
Selvfølgelig var det fristende at tage selv, og Skovtyveri blev da ogsaa drevet i stor Stil. Man brugte dels maanelyse Nætter til den Bedrift, dels Søndag Formiddag. Træerne huggedes af i Mandshøj­de, for at det ikke straks skulde opdages. Blev Gerningsmanden paa­grebet, vankede der en streng Straf. Der fortælles, at Beboerne fra Grønnebæk af og til hentede sig et Træ i Skodborg Skov. Det er maaske det, der har givet Anledning til det gamle Mundheld: Der er kun en ærlig Mand i Grønnebæk, og han har stjaalet en Ged.
Der var givet nøje Regler for Strafudmaalingen, naar en Skovtyv blev dømt. I kgl. Forordning af 1737 hedder det, at den, der drister sig til i Kongens Skove at afhugge en stor frisk Eg, betaler til Straf 20 Rigsdaler, for en middelmaadig eller yngre Eg 10 Rdl., for en frisk Bøg 12 Rdl., for en Ask, El og.Birk over et Kvarter tyk 6 Rdl., for hver mindre halvt saa meget, for hvert Læs afhuggede Grene eller Stave betales 3 Rdl., eller straffes med Halsjern eller en Maaned i Skubkarren. At tænde Ild i Skove, Heder eller Moser straffes med 10 Rdl. Det var strenge Straffe, ikke mindst i Betragtning af, hvad Penge var værd dengang.

Det, der mere end noget andet bidrog til Ødelæggelse af Skoven, var, at den brugtes som Græsning for Kreaturerne. I gamle Dage blev en Skov ikke vurderet efter det Ved, den kunde give, men efter, hvor meget Oldenfrugt, den bar. Olden, dvs. Frugten af Bøg og Eg, var Svinenes Føde, I Farrisskoven opgives Oldensvinenes Antal til 12000. Bønderne maatte selvfølgelig betale herfor til Kongen, som ejede Sko­ven. Man kaldte Afgiften Oldengæld, og den beløb sig til 4 Sk. pr. Svin.
Men det var ikke Svinene, der gjorde Skade, idet de jo ikke angriber  Træerne. De gjorde maaske oven i Købet Nytte, baade ved at rode Agern og Bog ned i Skovjorden og ved at ødelægge Musehullerne. Derimod var Geden er meget skadeligt Dyr, idet den ødelægger alle de Grene, den kan naa, hvorfor det ogsaa i de gamle Landsbylove strengt forbydes at holde Geder. I Vedtægten for Skodborg Sogn af 1750 hedder det saaledes: »Ingen Geder eller Bukke tillades her at være. men ganske af Byen at være afskaffet. Hvo herimod gør, skal bøde for hver Gang til Byen i Mark lybsk«.
Naar Foderet i det tidlige Foraar var opbrugt, dreves Heste og Køer til Skovs, og de gjorde sig til Gode ikke blot med Skovbundens Græs, men med Grene og Bark i stor Stil, hvilket havde til Følge, at Underskoven efterhaanden forsvandt, og Træerne forvandledes til for­krøblede Purrer. Ogsaa om disse Dyr ved Stednavnene at fortælle. Navne som Kogangen, Hestehave, Kalvevængé osv. træffes overalt i Sognene.
Efterhaanden som Trævæksten forsvandt, kom Lyngen listende, bredte sig i Lysningerne og fuldbyrdede mange Steder Ødelæggelsen.
Det blev nu mere og mere tydeligt, at Skoven gik sin Undergang i Møde, og saadan maatte det gaa, naar alle ryddede, men ingen plantede og værnede. »Hvor gamle Mænd kunde erindre, at der hug­gedes Vognkæppe, søges nu efter en Kæp, siger Knud Aagaard i 1815. Samme Forfatter ender sin Beskrivelse af Skovene i Tørning Len saaledes: »Maatte de nærværende og kommende Slægter i meg­et andet, men ikke deri, ligne Fædrene, at de ilde behandle Skovene. Maatte de føle Lyst til saa vidt muligt at oprette Tabet.« 

Skoven fredes.
Paa dette Tidspunkt var der allerede gjort nogle Forsøg paa at dæmme op for Ødelæggelsen.

I 1737 udstedtes en kgl. Forordning, der gik ud paa, at i en Skovegn skal hver Mandsperson før sit Bryllup »plante og bringe i tredie Blad 10 unge Ege eller 15 Bøgetræer og for hver, der mangler, betale 1 Rdl. for Ege, og 2 Mark lybsk for Bøge. Præster, som ikke iagttage dette, skal bøde 4 Rdl.«
Disse saakaldte Brudgomskobler ses hist og her i Skovene, men stort set betød det intet for Skovens Forbedring. Man kunde give Amtmanden Kaution imod, at det skulde ske »ved Lejlighed «, men denne Lejlighed kom aldrig for manges Vedkommende.
I Aarene 1775-1800 gennemførtes de store Landboreformer. Jorden, der før var drevet i Fællesskab, blev nu udskiftet mellem Bønderne, og mange flyttede fra de gamle Landsbyer ud paa deres egen Jord. Landskabet skiftede helt Udseende, og Danmark blev til det Land, vi nu kender, med »grønne Enge og med gyldne Agre«. Ogsaa Sko­vene blev delt, saa hver Gaard fik sin Skovstrimmel.
Billede
For at sætte en Stopper for den meningsløse og uheldige Udnyttelse og Ødelæggelse af Skoven, havde Regeringen i 1805 udstedt følgende Forordning, den saakaldte Fredskovordning:
1. Alt Fællesskab i Skoven skal ophæves.
2. Alle Skove skal fredes og indhegnes. Ingen Kreaturer, undtagen Svin, maa græsse deri. Ingen Høslet under Træerne maa foretages.
3. Ingen maa ved Køb af en Skov hugge i den de første 10 Aar.

Denne Forordning kom til at betyde overordentlig meget for Skoven, og selv om Skovarealet den følgende Tid yderligere blev for­mindsket, saa blev Skoven dog befriet for Kreaturgræsning, og de Arealer, der skulde bevares, blev fredet
Befolkningens Antal, der siden o.1300 ikke var vokset synderligt, tog nu stærkt til. Der skulde skaffes Beskæftigelse til flere Hænder, og Brød til flere Munde. Fra l830erne begyndte Bønderne da at bortsælge Stykker af deres Jord, særlig af Skovarealerne. De Nybyggere, der slog sig ned her, begyndte saa at sige paa bar Bund med et ler­klinet, lyngtækt Hus paa en Rydning i Skoven eller i dens Udkant. De fældede Træerne og omdannede Skovjorden til Agerjord gennem et ihærdigt og slidsomt Arbejde i Aarevis. Som Bierhverv forarbej­dedes saa Træet som før nævnt til Nyttegenstande. Barken af de store Ege skrælledes af og sendtes til Garverierne.

Disse Smaahjem, af hvilke der opstod en Mængde, kæmpede i trange Kaar for Udkommet, men de lagde Grunden til den solide Landbostand, der nu bebor disse Egne. Paa de Strøg, hvor før den store Skov bredte sig, ses nu smukke Ejendomme og veldrevne Mar­ker. De Skovrester, der endnu findes, værnes og vedligeholdes under kyndig Vejledning.
Og saa er Farrisskovens Saga til Ende. Hvor før Ulvenes Tuden hørtes i Vinternætterne, høres nu Togets Fløjten, og gode velholdte Veje forbinder Ejendomme og Byer, hvor i gammel Tid de smalle Ridestier bugtede sig gennem det vidtstrakte Øde.

Henvisninger
Chr. Vaupel: De danske Skove.
A. Oppermann.: Skovfyr i Midt- og Vestjylland.
Hugo Matthiesen: Hærvejen.
Mejborg: Nordiske Bøndergaarde.
Knud Aagaard: Fra Tørning Len.
Danckwerth: Neue Landesbeschreibung
der zwei Herzogthümer, 1652.
Trap: De sønderjydske Landsdele.
Sønderjydske Stednavne.
Sønderjyllands Historie ved Vilh. la Cour,
K. Fabricius m. fl. I. Bind.
Daniel Bruun: Danmark, Land og Folk.
A.  Rhode: Fra Haderslev Amt.
Pontoppidan:     Danske Atlas 1775.
Rosznechi:          Polakkerne i Danmark.
O.  Nielsen: Fra Malt Herred.
J.    N. Schmidt: Slesvig; Land og Folk.