Spring til indhold

Sognets historie

FOLE
(Obbekær hørte under Fole til 1864).
Fole sogn, 1723 ha, et lille sogn, ved sydran­den af Rødding bakkeø, med en strækning af hedefladen langs Gram aa, der danner syd-grænsen, medens selve aadalen ligger under fladens niveau. Storformet landskab højest mod NØ, overvejende god jord, mod øst præget af Gram gods, Gram storskov og et par andre skove. Gode aamader langs aaen. Byen F, 210 indb, bymæssig bebygg, skole fra 1912, udbyg­get 1956, bibl, fh fra 1907, stadion fra 1957, kro, minkfarme. – Bebyggelser: Ganderup, Mellerupgaarde, Ballegaard, tidl. domæne, udstykket 1950, Hornsgaard, udstykket, Keld­kærgd, Stampemøllen (nedl.). Gaarden Aakjær, Majgaard, Munkegaard, Virkelyst, Grimsmaj­gaard, Langdel, Holtgaard, Vestershav, Ting­gaard, Ottingsgaard, Torntved, Granly, Fyl­bing, Alsøvang, Kærgaard, Ny Dysse, Nørre­gaard, Kalvanggaard, Vestergaard.

Oldtidsminder: 4 høje fredet, 43 ødelagt, de lå i et bælte langs Gram Å.

Ældre jernalder gravplads I Fole by, guldhalsring fra germansk jer­n­alder fun­det ved Fole. I en høj ved Fole fandtes 1845 1423 mønter fra Erik Menveds og Chr. II’s tid (Ant tids­skr l846-48, 56 f). Den nordlige del af sognet var i oldtiden dækket af Far­ris skov. Der er fundet flere boplad­ser, 9 af dem fra Gudenaa-kulturen.

Genforeningssten i Fole by fra 1920.
Sognet var under tyskerne kun én kommune. Fra 1966 lagt sammen med Gram kommune.
Stemmetal:   1871: 71 dsk, 0 ty,
                   1920: 336 dsk (119 tilrejs), 12 ty (8 tilrejs),
                   1964: 263 dsk, 3 ty.
I Fole sogn taler man et klart og klangfuldt søn­derjysk, men der er et sprogskel, i Fole siger man a, men 5 km mod syd siger man æ. Gels aa danner grænsen. 5 km vest for F begynder det vestjyske.
Fra reformationen til 1864 hørte Obbekær til Fole sogn.
Gaardene i Obbekær hørte indtil reformationen under Ribe nonnekloster. Da klos­tret og dets kirke blev nedlagt, skulle folkene i Obbekær søge Fole kirke, selv om vejen gik gennem et stykke af Hygum sogn. Ved freden 1864 blev Obbekær ved Danmark, men søgte fremdeles Fole kirke, indtil der 1885 blev bygget kirke I Obbekær. Fole kirke hørte under Gram gods, og da det danske kirkeministerium 1880 besluttede, at der skulle bygges kirke i Obbekær, og at tienden derfra ikke skulle oppebæres af besidderen af Gram, men af stiftsøvrigheden i Ribe, anlag­de kirkeejeren sag mod ministeriet, men tabte sa­gen ved Højesteret.
Feltherren, greve Hans Schack havde 1673 faaet patronatsretten til Fole kirke efter sigende som be­lønning for Københavns forsvar. 1928 overgik kirken til selveje, og greve A. Brockenhuus-Schack skænkede hele tiendekapitalen, 16500 kr til sognet, samt 5000 kr til istandsættelse af kirken. Sognet har været nært knyttet til Gram gods.
Efter genforeningen 1920 var der planer om sam­menlægning af Fole og Obbekær, præsteembedet i Obbekær var ubesat l918-29, men blev betjent af sognepræsten i Seem (se Obbekær 5  95).
Provst Anders Jespersen († 1608) oplyser, at Øster Lindet sogn i sin tid har hørt til Fole i den katol­ske tid (maaske i en fattig periode).
Fole sogn blev 1966 sluttet sammen med Gram sogn.

Af den ældre præstehistorie
Series pastorum (praæstetavlen) viser 3 katolske og 18 luth sp. Arfast Uldansøn” († 1456) var tillige vikar ved Sct Ansgars alter i Ribe domkirke. De første 4 lutherske sognepræster var 4 generationer i samme familie, de første 3 tillige provster: Provst Jesper Andersen, hans søn provst Anders Jespersen (†1608), hans søn provst Jesper Andersen, død 1629 af  pest, og hans søn Bertel Jespersen. Han døde fastelavnsmandag 1655 i kirken, da han ved en hjemmealtergang i Munkegaard følte sig smittet (plettyfus) og ikke ville smitte andre, men gik ind i kirken alene og døde der. Hans bibel findes endnu. Se: M. P. Ejerslev: Da Hr Bertel sprang fasten over, 16S (uden aarstal). Man­ge på egnen nedstammer fra hr Bertel.
 – Johannes Weibel (1655-99) oplevede de frygtelige  krigsaar, da halvdelen af sognet blev lagt øde. og plettyfus bortrev en mæng­de mennesker. Han ska1 have været »besyn­derlig, engang rejste han bort hen mod jul, ingen vidste, hvor han var« (W 379). Hans datter blev gift med Anders Thomsen af Hviding som blev hjælpepræst og successor 1679, men døde 1692.
Lars Gregersen Fog (1692-1703) var søn af rektor mag Gregers F, sognepræst Feldballe-N (Gregers F var gift med en datter af biskop Peder Kragelund, Ribe), byggede ny præstegård. Fog flyttede til Jelling-H og afløstes af sin fætter Peder Christensen Kragelund (1703-29) af Lintrup-H. Han flyttede til Gram, mindedes som »forstandig lærd og from, hans adfærd yndig, hans levned opbyggeligt« (W, I, 470). Om hans strenge optræden i Gram, se dér. – Provst Hans Christensen, Højer (1729-67) var søn af digefogeden i Højer, en velhavende mand. Han opførte den statelige præstegård., efter at den gamle præstegård var brændt i 1765, en dramatisk skildring i Lib dat af branden), en smuk firlænget gård , bygget i hans fødebys, Højers stil. Den stod til 1962 med sit store stuehus, 28 m langt, 10 m bredt, meget højt tag, tækket med rør, med mure i midten på 62 cm tykkelse, svære døre og brede gulvplanker, store kviste. Den store have (1 ha) var også fra 1766.
Præstegården havde et meget stort jordtilliggende, indtil den blev udstykket,
Præstegårdsskoven er 6 ha.
Biskop Brorson skriver 1743:  Provst H prædikede af søndagens evangelium (Mt. 3,13f) meget smukt om dåbens herlighed. Ungdommen var upaaklagelig, og menigheden ligeledes (Vis 10), 1749 var biskoppen ogsaa godt tilfreds, og 1755 hedder det: Provst H. holdt en opbyggelig prædiken over Jh 14, 23f om den helligånds tempel, ungdommen svarede til dels ulasteligt, intet blev klaget (Vis 98), En datter blev gift med pastor Radoor, Rejsby, En anden datter blev gift med
Eftm, Chr. Pedersen  (1766-1810). Herrnhuttisk. Christian P født i Højer sept 1728 som søn af kniplingshandler Peter Petersen Auw i Højergaard; immatrikuleret i Kbhvn 8. juli 1748 navnet Citristianus Auw. – Han studerede i Wittenberg og Göttingen. – Han købte i 1806 en gård i Fole til sin søn Peter Petersen og byggede stuehuset som en kopi af Fole præstegårds stuehus. Huset staar endnu – i det indre noget ændret. Gaarden er endnu i dag byens største og bedste gård, kaldes nu Kjeldkærgaard (Brænstrupvej 12).  Pastor Petersens efterslægt ejer stadig går­den. Diderik Müller  (1810-19) flyttede til Gram, en »sjælden livlig, elskelig og nidkær præst, der nød stor kærlighed og agtelse« (BDG I, 179), se Gram. Flere havde forbindel­se med Brødremenigheden.
Pastor Carl Fr. Krøyer (1819-36) var sjællænder, søn af en væver ved Roskilde, blev 1820 gift med en datter af pastor Giørtz, Nustrup. Hans søn blev sognepræst i Taarnby. Carl Fr. Krøyer oversatte 1820 Joseph Lancasters »Een eneste skolemester blandt 1000 børn i een skole«, han virkede for Bibelselskabet og skrev i dets be­retninger (If Ersl S, II, 114 kaldte han sig Kroyer, ikke Krøyer). Han drev et lille skole­lærerseminarium i Fole præstegård. Pastor Krøyers enke Ane Beate, f Giørtz var enke i 46 aar; hun flyttede til Ribe og havde et lille pensio­nat for unge latinskolelærere. En af døtrene blev gift med den bekendte overlærer Kinch, som skrev Ribe bys historie. – Pastor Krøyers søn var også Carl Frederik Krøyer (1827-1922), der blev oberst og udskrivningschef.
Ved afstemningen i Fole 10. febr 1920 var han den ældste, som afgav stemme i Fole, hvor han jo var født. Han kom i oberst-uniform – endelig måtte han have dansk uniform i Søn­derjylland! Han deltog med liv og glæde i af­stemningsfesten om aftenen i forsamlingshu­set.
Ikke mindre end 3 sognepræster i Fole er afsat af tyskerne siden 1864 af nationale grunde. Pa­stor Nis Andkjær (1836-67) var gammeldags luthersk, stod i godt forhold til menigheden, var noget aristokratisk, holdt på formerne, deltog i selskabslivet, skriver provst Filtenborg. En søn blev såret paa Dybbøl og døde på laza­ret. Andkjær nægtede 1867 at aflægge eden, blev afskediget og flyttede til Gram, hvor han døde 1877.
Tiden efter 1868
Pastor A. C. L. Grove-Rasmussen (1868-70) blev kaldet hertil af grev Brockenhuus-Schack, Gram, og blev afsat af tyskerne 1870, fordi han ikke ville bede for tysk sejr i den tysk-franske krig. Han satte spor, skønt han kun var her et par år. Han var 1864 blevet hjælpepræst i Gram, og der er fortalt om hans arbejde for Indre Mission i Danmark, USA og Sønderjylland. Han var redaktør af »Elias« og med til at oprette en forening for Indre Mission.
12 lægmænd udsendte en trykt indbydelse til et møde i Vojens, 6 lægmænd og 3 præster skulle lede. De 3 præster var Grove-Rasmus­sen, Lawaetz, Ulkebøl, og Johannsen, Hader­slev. De var de første missionsfolk i Sønderjylland og forløbere for Kirkelig Forening for Indre Mission.
De slog ind paa en ny vej: Organisationens vej, og tonen var pietismens inderlige og vækkende som i Bror­sons dage. Missionærer begyndte at virke, og Grove-R støttede dem trofast. Biskoppen var ikke glad for, at Grove-R og pastor Michaelsen (se Gram) rejste rundt og holdt missionsmø­der (OP 224). Men de tyske myndigheder satte pris på ham, og konsistoriets præsident søgte at bane vej for hans forbliven i Sønderjylland. Fole menighed ville meget nødigt af med ham, han var en dygtig præst, som havde skabt liv og væk­kelse og fyldt kirken. Men hans samvittighed forbød ham at blive. Han ofrede faktisk alt, stred striden til ende. – »Den livlige og velbe­gavede unge præst i Gram fulgte med inter­esse tidens brændende politiske spørgsmaal, hans varme fædrelandskærlighed gav sig alle­rede den gang tilkende, en kærlighed, som fulgte ham usvækket til det sidste.« (Hans R. Hansen i Fyens Stiftstid, 2. april 04). »Saa snart han begyndte at prædike, greb ordet hans eget hjerte, og mange mennesker flokkedes om den nidkære unge præsts livsvarme forkyndelse. Der kom mange vidnesbyrd, hvor han utrætteligt færdedes rundt blandt folk fra forsamling til forsamling.«
 »For under krigen at styrke sammenholdet mellem de danske, var han med til at udgive flyvebladet »Holger Danske«; i den anledning blev han fængslet og ført som arrestant til Haderslev. Da det efter Sønderjyllands afståelse blev påbudt at holde takke-fest for freden, holdt og udgav han en prædi­ken, der fandt stor udbredelse i Sønderjylland: »Tidernes tegn og tidernes trøst«. Efter Prag-freden fik alle embedsmænd pålæg om at aflægge tje­nesteed til den prøjsiske regering, og da intet i dennes form var i strid med hans dåbspagt, følte han det som sin pligt at aflægge den for således efter menighedens opfordring at kunne blive der.« Han blev så sognepræst i Fole 1868, men afsat 70, fordi han ikke efter regeringens opfordring ville bede for de tyske våbens sejr. »Man for­søgte fra tysk side af forhandle med ham, men han var ikke den mand, der veg en tomme fra, hvad han anså for sandt og rigtigt, saa afskedigelsen blev stadfæstet.«
Han fortæl­ler selv: »Det var I høstens tid, jeg blev afsat. Om vinteren opholdt jeg mig i København, hvor jeg virkede i IMs tjeneste. Sommeren efter rejste jeg i Nordamerika for at grundlægge en mission blandt de danske derovre. Medens jeg var på denne rejse, lod jeg i et hus, som jeg havde købt i Gram, indrette en bolig og en stor forsamlingssal. Efter min hjemkomst holdt jeg hver søndag eftermiddag gudstjeneste i salen, og i ugens løb rejste jeg om og holdt forsamlinger. Det var min tanke, at der efter­hånden i Nordslesvig skulle have dannet sig en dansk frimenighed, som jeg så havde tænkt mig, at jeg kunne have betjent med sakra­menterne, medens de forskellige lægprædikanter, som allerede den gang holdt faste og sta­dige forsamlinger, kunne have vedblevet med deres gerning som Ordets forkyndere. På den måde ville man have undgået, hvad man siden greb til, en uregelmæssig ordination. Jeg holdt mange forsamlinger, og der kom mange til forsamlingerne i de forskellige egne af Nordslesvig; men at bestemme sig til at danne en sådan frimenighed kunne man ikke; man ville se tiden an; paragraf V måtte jo dog snart blive opfyldt. Foruden min mundtlige virksomhed havde jeg også en skriftlig som udgiver af bladet »Elias«. Allerede i flere aar havde jeg været redaktør af dette blad. Det blev den gang udgivet af den Indre Missions Forening i Nordslesvig, for hvilken jeg var formand (fra 67), men da jeg efter min af­ske­digel­se bosatte mig i Nordslesvig, blev det overdraget mig som ejendom. Jeg havde hå­bet ved hjælp af dette blad at erhverve mig et tarveligt udkomme for mig og min familie; jeg tænkte mig, at når man i Danmark fik underretning om min gerning, så ville man derfra støtte mig ved at holde bladet. »Elias« fik imidlertid meget få holdere uden for Nordslesvig og gav som følge deraf kun et ringe overskud. Jeg forsøgte at etablere en boghandel i Gram, men ogsaa den gav såre lidet udbytte; den lille formue, jeg var I besid­delse af, da jeg flyttede til Gram, svandt ind med rivende fart, og til sidst tvang pekuniære grunde mig til med et tungt hjerte at opgive den gerning, som jeg var gået til med så store og lyse forventninger.« (Om og af sp A. C. L. G-R). 1874 blev G-R sognepræst I Harte-B ved Kolding, nær grænsen, og han vedblev af hjer­tet at leve med i Sønderjyllands sag (se Odense).
De 3 følgende sognepræst her var alle sønderjyder: A. II. Johansen (1871-84) var fra Hjoldelund, flytte­de herfra til Felsted, mindes som en god, al­vorlig præst. Pastor Jørgen Jørgensen (1884-96) var fra Bjolderup, en venlig mand, vel ikke den fødte taler, men oprigtig og velsindet. Man mindes hans ord til de gamles julefest:
»Lad os favne vor frelser, før vort livs sol går ned!« Han blev afsat af tyskerne, fordi han havde deltaget i en bryllupsfest, hvor der blev sunget danske sange. Det gik hårdt til i disse sar. Adskillige reagerede ved at flytte.
Om pastor Sievert Magaard (1897-1921) skriver biskop Johs. Gøtzsche, at han »var af dansk slægt, men aldeles tysk af sind, ganske ude af kontakt med befolkningen. Han var elskværdig, men havde sat alt til, hvad han havde haft af sogneboernes agtelse, så hans kirke stod tom. Han havde været en ganske velstående mand, men havde anbragt sine penge i krigslån, og valutaen havde reduce­ret, hvad han havde, til intet. Hans hjem var uhyggeligt, koldt og nøgent. Man fortalte, at han i en prædiken i krigstiden havde fortalt om Daniels 3 venner i den gloende ovn og havde anvendt det på Tyskland, Østrig og Tyrkiet, der var i krigens gloende ovn, men det ville nok til sidst vise sig, at der var en fjerde hos dem, som ville hjælpe dem igen­nem. Beboerne i Fole overrakte ham 1919 gennem de kirkeældste en adresse, hvori de bad ham snart trække sig tilbage (Idet sognet nu skulle blive dansk). Da han havde læst den, rakte han den tilbage med de ord, at det var meget ubetænksomt af de kirkeældste, thi han kunne jo ikke få nogen lejlighed: I Hader­slev kan jeg ikke bo, i Aabenraa er der ingen plads, heller ikke i Flensborg. Det var meget ubetænksomt! Vil de kirkeældste have papiret tilbage?« De svarede, at det havde de ikke brug for. »Ja, jeg heller ikke!« sagde Ma­gaard. så…. (Gøtzsche, 159).
Provst P. Filtenborg protesterer mod Gøtzsches fremstilling og giver et andet billede af Magaard:
Jeg ved, at der var nogle, som havde godhed for pastor Magaard, og mange holdt af fru Magaard. Pastor Magaard kunne være meget original, og praktisk eller ordensmand var han ikke. Hans prædikener var ikke dår­lige; han prædikede det lutherske evangelium. – Der er efterladt nogle digte af ham, både tyske og danske, som er smukke og fromme. Hans konfirmandundervisning var heller ikke dår­lig. Ved to lejligheder mindes man, at han tog tilhørerne om hjertet. Den ene var ved en selvmorders begravelse, hvor pastor M sagde:
»Vi skal ikke dømme denne mand, men lad os tænke på, om I ikke kunne have gjort livet lettere for ham.« Og den anden begivenhed:
En af de første augustdage 1914 blev en del af de gifte mænd indkaldt til krigen, og de skulle stille i Haderslev næste dag. Der var megen sorg og bekymring. Folk ude fra går­dene og ejendommene kom ind til landsbyen og stod og talte sammen. En fik den tanke:
Lad os få en altergang i kirken! Pastor M var straks rede. Der var en egen stemning i den halvmørke kirke, man fik tændt nogle lamper. Folk gik, som de stod i det daglige tøj, en kone havde forklæde på – som hun havde på, da hun gik hjemmefra. Pastor M læste Ps 46: »Gud er vor tillid og styrke, en hjælp i angst, prøvet tilfulde. Derfor ville vi ikke frygte, om end Jorden forandres og bjer­gene synke ned i havets dyb, om end vandene deri bruse og oprøres, bjergene bæve for dets vælde. Men en strøm med sine bække glæder Guds stad…«
Man huskede disse ord, og nogle talte om dem som gamle mænd. – Pastor Magaard gav dem noget den gang, og han stod med menigheden.
Gøtzsche skriver, at pastor Ms hjem var »uhyggeligt, koldt og nøgent«. Jeg vil modsige disse ord. Gøtzsche var jo en streng ordensmand. Men selv om et hjem kan være lidt rodet, så kan man i hvert tilfælde nok hygge sig der. Pastor M var gæstfri, og de viste venlighed mod mig, som nu skulle drage ind i deres gamle hjem. Jeg syntes, at det var interessant og morsomt med disse originale gamle mennesker. At det skulle være »koldt« kan jeg ikke begribe, og endnu mindre »nø­gent«, da det store hus var overfyldt med møbler, dels vel arvede og dels købte, da pastor M holdt af at gå på auktioner; og de var jo meget velhavende, til markkapitalen gik til. De havde mange smukke ting, og sølvtøj og malerier. Disse sidste fra fru Magaards mo­der, f Barlach, en kendt, kultiveret kunstner-slægt. Jeg tænker med megen fornøjelse paa gamle Magaards, saa originale osv, de end var. Det om prædikenen I krigstiden (det var ved en vakance i Skrave kirke), og det om kirke­forstanderskabets overrækkelse af den omtalte adresse, kan vi jo ikke komme udenom. Begge dele var fakta. Pastor M har nok syntes, det var en god lignelse, han fremførte, om Daniel. Pastor M så som gammel meget interessant ud, med langt hvidt hår og skæg. Da han en­gang I Christiansfeld blev præsenteret for kong Christian X, bemærkede kongen: »De ligner Abraham!« Det havde gamle Magaard moret sig meget over. Med sine snurrigheder forsøgte han dog at være præst
Biskop G. Koch var I øvrigt god og hjælp­som mod pastor Magaard, så at han selv tog sin afsked ved genforeningen, 66 år gammel.
Gennem hele det 19. århundrede spores i Fole sogn nogle stilfærdige og afgjorte kristne. En kendt og bekendende kristen var gårdejer og handelsmand Laust Schmidt (1815-1900). En tidlig foraars- eller sommermorgen red han af sted til Løgumkloster marked. Da han kom op over Endrupskovs bjerg, saa han naturens skønhed, og pludselig blev han gre­bet af Guds kærlighed. Fra den stund var han en hengiven og glad kristen. Af stor betyd­ning har det ogsaa været, at der helt fra 1824 og til dato har været gode religionslærere. Der var i 19. aarh i Fole ogsaa god kkg, og ingen af præsterne var rationalister, saa vidt vi da ved. Ja, der var jo ogsaa »den anden re­ligion« i Fole. Den kan f eks findes paa Mie Kruses gravsten, hvor arvingerne satte: »Dit liv randt hen med flid og rastløshed hernedeni derfor dig lønner Gud i evigheden«. Man siger, at hun flittigt »samlede hver fraad og hver trævl paa sin mark«.
I Grove-Rasmussens tid var kirken fyldt, ja nogle måtte sidde på de brætter, man lagde salmebøgerne paa. Men vækkelsen kom først sidst i 90′erne. Laust Schmidt oplevede den og glædede sig. Det siges, at stødet dertil faktisk kom fra Haslev højskole. Den tysksindede kommuneforstanders datter kom hjem fra Haslev højskole, hvor hun var blevet omvendt. Hendes moder og et par gårdmandskoner kom også med, men kommuneforstanderen, som var en from mand, der kunne gå og syn­ge salmer på marken, ville ikke have med dette at gøre. Saa indbød krokonen, Kirsten Koch til møder i krosalen, ja, hun trak i kro­gæsterne for at få dem med. Da kroen blev solgt, indrettede »æ dødgraver« (graver og ringer), Laust Grønnebæk og hans kone, Ma­ren, en sal i deres hus, hvor der blev holdt møder,. Da Laust laa for døden, sang han:
»Snart er jeg hjemme og står for tronen, når hytten falder, så får jeg kronen. Hvad gør det da, om solen mig har brændt? «
Gennem mange år var sognefoged, gårdejer Holden Dahl (*67, †38) IMs leder. Han betød meget som sjælesørger og kristen. Hans mo­der var blevet vakt ved Grove-Rasmussen, og hans kone var datter af Laust Schmidt. Han var en leder, som aldrig ville regere, han havde om­sorg for de andre, og flere hjalp han økono­misk. Man sagde, at »Holden ville have været en holden mand, hvis han ikke havde hjulpet saa mange.« Pastor Filtenborgs holdt lige fra begyndelsen så meget af ham, at F. bad ham være fadder til deres første barn. Holden mistede tidligt sin hustru, og han var en ene­stående fader for sine 8 døtre. Der var en mærkelig god ånd i det hjem. Man kappedes om at hjælpe hinanden, når noget skulle gø­res. Den ældste datter, frk  Bodil Dahl har været sekretær for kvindekredsen og sdsk i Flens­borg og Sydslesvig. – Lt Mf kom ogsaa til Fole efter 1900 og arbejdede flittigt.
Under den 1. verdenskrig flygtede 70 fra Fole til Danmark, deraf 28 værnepligtige. Der­for er der kun faa navne på mindestenen over faldne herfra. Dramatiske begivenheder fandt sted, når de skulle flygte over åen eller gennem pigtraads­spærringer, én kørte med hest og vogn over åen ved et vadested. Det skete mest om natten. Man efterlod hus og hjem og tyede over til Obbekær, De 4 onde år var trange for mange, jorder og bygninger blev forsømt, og det kunne pine samvittig­he­­derne, naar man slagtede ulovligt og maatte lyve.
Provst P. Filtenborg blev valgt til sognepræst med 156 af 168 stemmer, menigheden ville have en kandi­dat fra »det gamle land«, og han slog sig til ro her, var Bp 1921-61 og søgte aldrig heifra. Han blev ordineret i Fole kirke 4. dec 1921 af biskop Ø. Koch, og samme dag indsat af provst J. Vibe Petersen. Det var en stor dag i Fole menighed. Kirkegangen havde hidtil været ringe, men blev snart forholdsvis god. F gik meget flittigt på husbesøg, han ville være præst for hvert hjem i sognet og følte sig snart stærkt bundet til sognet og egnen, og følte sig godt hjemme i den gamle, anselige, men upraktiske præstegård. Indtil han 1926 blev gift, styrede hans søster huset for ham. De første år var festlige med glans fra genforeningen. Men så kom land­brugskrise og besættelsesårene. Filtenborg voksede mere og mere sammen med befolkningen. Syv gange havde præstegården tysk besættelse 1940-45. Men F deltog ikke i politik af nogen art. Han ville kun være præst, fra 1940 kredsformand for DMS, og saa syslede han flittigt med lokal-historie. Ved sin afskedsprædiken 1. 5 i adv, 3. dec 1961, over Lk. 4, 16 f, mindede han om indskriften over den gamle præstegårds dør opsat af pa­stor Magaard: »Christus Porta Salutis« som det centrale i det hele. Han mindede om Peder Palladius’ ord: »Eders sognepræst skal være eder til rede såvel ved midnatstide som mid­dagstide, udi mulm og mørke, i regn og raad, i kulde og frost, op af sin seng til det mindste barn. Er der pestilens, leddesyge, svedesyge, koldesyge eller andre Guds gaver eller plager, lugter der vel eller stinker der ilde, da skal din sognepræst derind og have sin næse deri med .. han maa ikke blunke derved. Det er hans embede.« Og F mindede om præsten, hr Bertel Jespersen, hvis navn står paa Fole prædikestol, og som døde her i kirken natten til fastelavns mandag 1655 af pesten… Mennesker i Fole sogn! Jeg holder meget af jer. Jeg ville gerne dele sorg og glæde med jer og sige et sandfærdigt Guds ord til jer. Det var mig magtpåliggende, at det var Guds ord. Kun én eneste gang har jeg ved en begravelse talt over et ord uden for Bibelen. For 37 år siden. Da havde jeg valgt den åndelige sang: Der er en underfuld kilde for Herrens venner opladt i den rinder årle og silde og standser ej dag eller nat!  Fra Gol­gatas høj den frembryder…
Provst Filtenborg fortæller:
Der blev hvert år, mest ved fuldmåne i fe­bruar, holdt missions- eller kirkeuge i Fole kirke. Den uge føltes altid som en fest, og der var god tilslutning. Man spurgte ikke så me­get om talerens kirkelige retning, men om han havde et godt evangelium. Det er blevet sagt, at menigheden i Fole var god til at lytte. – En af disse aftener husker P. Filtenborg sær­lig godt. Vejret var dårligt, der var færre deltagere end sædvanlig, taleren var forkølet og uoplagt og fortalte selv, hvor ked han var af det. Jeg syntes derfor også, at den aften var lidt mislykket. Men da taleren talte om »den gode hyrde,« var der en gammel fhv. ko­gekone, som i sine yngre år havde været et rigtigt »livstykke«, men nu var hun blevet be­kymret for sin frelse. Men pludselig under prædikenen stod det saa klart for hende: »Je­sus vil ogsaa være min gode hyrde.« – Jeg har aldrig oplevet, hvordan et menneske saa plud­seligt og stærkt kunne blive saa forandret. Den gamle kogekone blev ved at være en glad og ivrig kristen.
Få steder er der saa stor kærlighed og offervilje over for kirken. Menigheden har siden 1920 ofret store summer til kirkens udsmykning. Endnu omkring 1725 var de gamle kirkeskikke bevaret: Mødres kirkegang, sjæleringning ved dødsfald, klingpung, altergang 2 gange årligt. »Så er vel Fole ikke noget paradis, men dog et lille stykke af Guds ager« (K og 8, s 122).
Foruden Holden Dahl og Michael Pahus be­stod kirkeforstanderskabet ved præsteskiftet 1921 af de 2 kirkeældste: Gaardejer Christen Jørgensen, f 1852; hans fader havde også væ­ret kirkeældste, og siden var en søn og en søn­nesøn medlemmer af menighedsrådet, altså 4 generationer. Christen Jørgensens hustru Laura, t Koch, var slægtning af redaktøren af »Dannevirke« Peter Chr. Koch.
– Da jeg den 27. nov 1921 for første gang hejste Dannebrog over præstegaarden, var jeg ledsaget af den ældste af de kirkeældste, fhv gårdejer Mikkel Schultz, f 1847. Han havde mistet 2 sønner i den første verdenskrig. – I den familie kunne der ved en gudstjeneste være 4 generationer. – Inden jeg i 1961 tog min afsked, havde jeg døbt et lille barn, hvis oldeforældre jeg havde viet. Der var kontinui­tet i Fole sogn.
Pastor M. M. Lauritzen (1962-) at Bov skriver 1967: Kkg 10 pct, mange trofaste og offervillige, ingen retningsvanskeligheder mellem de kirkelige retninger, samling om og kærlighed til kirken. Det frivillige arbejde præges af IM, godt forhold til Lt Mf, børnegudstj, IM (17 tam), Lt Mf, KFUM og K, spejdere, Kherwara-kreds, DMS, foredrag i th, ung­domsm i pgd, DdU, 7 tam til frimenighed, intet nationalt problem. Sognepræsten er forpligtet til at bi­stå ved betjeningen af Gram sogn efter re­gulativ.
Blandt lægfolk nævnes foruden fornævnte:
1′ Sognefoged Jørgen Hansen, (* 86, t 63) i menighedsrådet, en stille, mild mand; gdjr Michael Pahus (t 54), medlem af kirkefor­standerskab og menighedsråd i 40 år, ret­sindig, solid; hvad han tog sig af, blev passet omhyggeligt; gdjr Jakob Holst, Majgaard, var formand for menighedsrådet og sogneråd til 1966, han var efterkommer af from præst, hr Bertel. Næstformand i menighedsrådet, gdr Carl Vodder Nielsen.
En god og stor betydning for Fole sogn hav­de også ejeren at Holtgaard Peter Nørgaard (1876-1961); ogsaa han var af præsten hr Bertels efterkommere. Han gjorde et stort og trofast arbejde i vor nationale og folkelige sag og blev derfor ridder af Dannebrog. Han var ikke blot en meget tiltalende og begavet mand, men også en kirketro kristen. Det var et godt sted for de unge at tjene i Holtgaard.
Den gamle jordemoder Hanne Villadsen Skov levede endnu, da jeg 1921 kom til Fole. Hun fortalte mig om, hvordan hun for mange år siden var kommet til at kunne tro. Hun gik og var så urolig og bekymret for sin sjæls frelse.